Af kommende begivenhed nævnes Norges turen 1958

Torsdag den 26 denne måned drager eleverne fra 4. Mellem på en tur til Norge,
hvortil midlerne hovedsagelig er hentet fra den skolefond, der oparbejdes ved de årlige skolefester og sangaftener.
Fint rejseprogram
Turen foregår i Kr. Nielsens bus, og der startes allerede kl. 4. Der er lagt et meget fin program for rejsen, og heraf kan for fredag nævnes: besøg på Notodden, sejltur over Oslo fjord. Lørdag går turen bl.a. til sølvminerne ved Kongsberg og til Kongsberg Trækirke, aftentur i fjeldet. Søndag til Telemarken. Dyreskar og Røldal Stavkirke. Mandag til Hardangerfjorden. Mäbødalen, Nøringfoss (142 meter) og Geilo. Tirsdag til Højfjældet og Halling eller Mumedalen. Onsdag spadseretur til Holmenkollen (optur med bjergbane), besøg i bygdmuseet. Vigelandsparken og ved Oslo slot. Torsdag beses Oslo Rådhus, og efter middagen går turen til Varberg, og herfra startes fredag morgen.
Hjemkomsten finder sted ved 20 tiden fredag aften1

Rejsebrev fra Realskolens Norgetur
Herlige oplevelser undervejs
Fra Ulla, Margrethe og Lissi har vi modtaget det første rejsebrev under Jyderup Realskoles Norgestur, og det fremgår, at oplevelser mangler det ikke på.
Brevet lyder sådan:
Kære allesammen!
Vi er nu i Notodden og har dårlig tid til at skrive, for der er så meget at se på. Vandrerhjemmet her er en Fjeldhytte, som ligger vidunderligt omgivet af skove, høje bjerge og brusende elve. Vi har det fantastisk dejligt.
Den lange tur til Halden (ca. 700 km) gik godt bortset fra, at vi var dødtrætte, men det var vel ikke så underligt.
Vi var nær aldrig sluppet fra Hälsingborg, nu skal i høre;
Straks da vi kom udenfor byen, blev vi nemlig standset af en mand på scooter, som sagde, at døren til bagagerummet var gået op. Stor opstandelse, for en sovepose manglede. "Godt det ikke er min", råbte hr. Vang Petersen "for den har nemlig været dyr"! En hurtig gennemrodning viste, at det var hr. Vang Petersens sovepose der var væk! Ih, hvor vi morede os. Men det skal siges til hr. Vang Petersens ros, at han tog det med godt humør.
To drenge, 2 Ole'r, løb tilbage for at se efter den, mens vi andre ventede i spænding. Efter nogen tids forløb kom de stolte tilbage med den tabte skat.
Endelig kunne vi fortsætte og efter en dejlig tur gennem Sverige, nåede vi grænsen ved Svinesund, hvor vi så elven, som danner grænseskellet mellem Norge og Sverige.
Udsigten er pragtfuld, og vi nød det, bortset fra, at det nu øsregnede og havde gjort det siden Göteborg.
Kort efter nåede vi Halden, hvor vi overnattede på et dejligt vandrehjem. Efter at vi var blevet vasket (skrubbet hm. hm.), røg vi på hovedet i køjerne og sov som sten.
Næste formiddag beså vi fæstningen "Frederikssten" (bygget af Frederik den Fjerde). Det var vældig interessant at gå rundt blandt de kæmpemæssige mure og få indtryk af, hvordan datidens folk havde forsvaret landet. Turen fortsattes i herligt solskin til Moss, hvorfra vi med færge krydsede Oslo fjord til Horten - en uforglemmelig tur.
I Horten spiste vi middag på et hotel (frikadeller med kartofler og kål, og derefter hindbærgrød). Efter middagen gik vi på indkøb og kunne så fortsætte turen mod Notodden.
Undervejs oplevede vi virkelig at se de norske fjelde; hele vejen kørte vi på smalle bjergveje, festligt kantede med de granbevoksede skråninger. På vejen kom vi forbi et kæmpemæssigt vandfald, hvis kraft bruges til at udvinde elektricitet, meget storslået virker et sådant syn på os danske, som i vores eget land ikke har den ringeste chance for at opleve noget sådant.
Vi kom hertil kl. ca. 18,30, hvor vi straks efter at være installeret i den vidunderligt liggende hytte med udsigt til de høje bjerge og elve gik i gang med at smøre de nødvendige klemmer. Efter at have spist og ryddet op fik vi lov at gå i byen til kl. 22. Nu godnat!
Mange kærlige hilsener til jer alle Ulla, Margrethe og Lissi2

Rejsebrev fra Norge
"Preben er væk" - og fundet! - Til bryllup i en stavkirke.
Skrevet i Seljord
Kære alle derhjemme!
Ja, så er vi her igen. Denne gang skriver vi fra Seljord. Det er et vidunderligt sted - en lille romantisk hytte, der ligger lige ned til en stor sø, og som er omkranset af høje bjerge, hytten er så lille, at nogle af os er nødt til at ligge på gulvet.
Vi startede fra Notodden mod Kongsberg, hvor det var meningen, at vi skulde bese sølvminerne, men da det var lørdag, blev der ikke arbejdet, og vi gik derfor glip af en meget interessant tur. I stedet besteg vi et fjeld på Kongsberg, på toppen af hvilket vi se et kolossalt skiløype. På vejen op af fjeldet kom vi forbi en stor malet navneplade med den danske konger, der i tidens løb har besøgt Kongsberg. Foran den blev vi alle fotograferet. Opturen var meget stejl, men vi sprang op ad stien og nåede toppen på 12 min. Hr. Vang Petersen havde eller regnet med 20 min. Da vi kom ned aflagde vi besøg i Kongsberg gamle domkirke, der blev bygget i 1761. Kun ydervæggene er murede, alt det øvrige af træ.

Preben var væk
Kl. ca. 15 var alt klar til afgang mod Seljord.
Bilen satte sig i gang og hr. Vang Petersen spurgte som sædvanligt: "Er der seks på bagsædet og en plads ledig foran?"
Alle skreg "Ja" og af sted rulle vi. Pludselig skriger vi "Preben Jensen er væk"! Bremserne blev trådt i bund og bilen standsede med et ryk og en større eftersøgning blev sat i gang. Preben måtte og skulle findes.
Alt imens vi styrtede rundt og undersøgte.
Vandrehjemmet fra kælder til kvist, kom Preben ganske stille og roligt luntende nede fra byen.
Sikke et postyr - og forsinkelse.

Til bryllup i stavkirke
Lige udenfor Notodden mødte os et af dem mest sjældne syn.
En af Norges berømte ældgamle stavkirker. Vi standsede for at beundre denne smukke seværdighed, men da vi skulle af sted, så vi, at kirken var pyntet til bryllup og udenfor stod gæsterne og ventede på brudeparret. En del af dem var klædt i smukke nationaldragter, som vi senere fik lov at fotografere. Vi troede ikke vi måtte komme ind, men kirkens degn gav os lov til at se indenfor og samtidig fortalte han os en del af kirkens historie. Det var vel nok en ekstra oplevelse, dejlig og betagende.
På den videre tur lykkedes det os efter megen spejden at få øje på den første sne, som glimtede i det fjerne. Dette var beviset på, at nu nærmer vi os de virkelige højder.
Og i en dal mellem nogle af disse bjerge lå vores vidunderlige vandrehjem.

I Norges højfjeld
Skrevet i Röldal.
Nu har vi virkelig oplevet det barske norske højfjeld. På hele strækningen fra Seljord til Röldal så vi kun - så langt øjet kunde række - de høje, nøgne klippeskråninger, næsten overalt dækket med is og sne.
Undervejs standsede vi ved Haukalisæteren og besteg, efter at have spist frokost, klippepartiet Dyreskar, som rager ca. 2000 meter op over havets overflade og her fik vi den første sneboldkamp! - det var en meget anstrengende, men også berigende tur.
Vi fortsatte så uden stop fra bjergtoppene ned i denne smukke grønne dal. Den forekom os dobbelt frodig, da vi ikke mere end for en halv time siden havde kørt gennem meterhøje snedriver (ca. 5-6 meter)

Frikadeller og rødgrød
Vort opholdssted her i Röldal er et rigtigt hotel: "Hordatun Hospits".
Da vi ankom hertil kl. ca. 18 fik vi straks serveret vores varme mad, nemlig for tredje gang frikadeller og rødgrød!
Vi havde ellers glædet os til at smage rigtig norsk mad på turen, men de der nordmænd må jo kende vores spisevaner.
Efter at have spist fik drengene, af værten, lov til at låne en rejseradio, da de gerne ville høre landskampen, og da den var færdig spillede radioen op til dans udenfor og vi morede os resten af aftenen sammen med nogle jævnaldrende skolekammerater fra Esbjerg.
Oven på denne hyggelige aften slutter vi hermed vores hilsen her oppe fra.
Hilsen til alle derhjemme fra os alle her
Margrethe og Lissi3

Fra Holbæk Amts Venstreblad om Jyderup Realskoles Norges tur
Jyderup Realskole skal på Norgestur med deltagelse af godt 30 elever.
Den varer for torsdag den 26. juni til fredag den 4. juli, og man får lejlighed til at besøge nogle af Norges skønneste egne. Man kommer gennem Telemarken over Hardangervidden til Hardangerfjorden - altså i nærheden af venskabsegnen Kvams herred - og endvidere helt op over højfjeldet ved Hallingskarvet og Bergensbanen. Hjemturen går over Oslo, hvor mange interessante steder besøges4

Norges tur
Realskoles 4. mellem har været på den dejlig Norgestur under ledelse af skolebestyrer Vang Petersen, lærerinde frk. Østervang og fru Montan. Man kørte i bus og indledede den første dag med en hård tur helt op til Halden. Der er jo den kedelige ting ved bustur til Norge, at man har den lange og ikke særlig interessante kørsel, inden man når de smukke egne. Men så gik det også med den ene oplevelse mere spændende end den anden. Først en færgetur over Oslofjorden, så kørsel til Notodden, Seljord og Røldalen i Telemarken. Herfra gik turen ind over højfjeldet via Hallingskarven og Hardangervidden med alle de spændende fjeldveje og smukke fosser op til Geilo med den storslåede højfjeldsnatur. På turen nedover passerede man Oslo, hvor der blev gjort holdt et par dage for at besøge de vigtigste af byens seværdigheder og opleve turen med jernbanen op til Holmenkollen. Det blev til 9 dages spændende oplevelser, som man sent vil glemme på grund af de mange stærke naturindtryk, der prenter sig i sindet5


Kilder:
Kilde 1: Kalundborg Folkeblad 20. juni 1958, side 3+4; Årsberetning
Kilde 2: Kalundborg Folkeblad 1. juli 1958, side 3+4; Rejsebrev fra Norge I
Kilde 3: Kalundborg Folkeblad 4. juli 1958, side 3+7; Rejsebrev fra Norge II
Kilde 4: Holbæk Amts Venstreblad 20. juni 1958, side 4; Jyderup Realskole - Norges tur
Kilde 5: Holbæk Amts Venstreblad 20. juni 1958, side 4; Jyderup Realskole - Norges tur

Note
Jyderup Realskoles årsberetning 1959, side 4
Den 26. juni startede IV mellemklasserne en bustur til Norge under ledelse af hr. skolebestyrer Vang Petersen


Sidst opdateret 2. februar 2015
©Jyderup Realskole